Om skolen
Næshøjskolen er en almindelig folkeskole der ligger centralt i Harlev by.
Vi har et stort skoledistrikt, og derfor kører der også skolebusser til og fra skolen. Skolen ligger centralt i Harlev tæt ved busser og adgang til motorvejsnettet i alle retninger. Skolen rummer kulturelle lokaler som byen benytter i stor stil – et kombibibliotek med lang åbningstid, en svømmehal, hal og multibane. Gode kræfter arbejder lige nu på et nyt ”Idræts- & Kulturcenter” i tilknytning til skolen.
Næshøjskolen er en 3-sporet skole, men i øjeblikket er der mange årgange med 2 spor. På skolen har vi lige nu knap 600 elever. Skolen har rigtig gode faciliteter, har store og gode bygninger og store udeområder. Skolen har udeområdet ”Marken”, hvor der er en pavillon og rig mulighed for bål og andre udelivs-aktiviteter.
Vi vil være en skole, der er stærkt forankret i lokalområdet. Hovedparten af Harlev og omegns børn og unge går på skolen – og det forpligtiger. Vi vil være i dialog og i øjenhøjde med byen, forældrene og børnene. Derfor tager skolen aktiv del i byens liv.
Værdier
Næshøjskolen ønsker et tydeligt værdimæssigt ståsted som grundlag for skolens udvikling. I arbejdet som en værdistyret skole har vi følgende fem overordnede værdier:
- Faglighed
- Gensidighed
- Respekt
- Troværdighed
- Holdånd
Vision for Næshøjskolen
En besøgende på skolen vil opleve høj aktivitet af glade børn, der fordyber sig fagligt, debatterer med hinanden, drager omsorg for hinanden, udfolder sig kreativt og i øvrigt elsker at fortælle besøgende, hvilke fantastiske ting de har gang i for tiden - og hvad de glæder sig til at kaste sig over bagefter.
Forældrene oplever, at skolen informerer dem og medinddrager dem i skolens liv. Der er derfor et meget højt aktivitetsniveau på forældredelen af tilfredse forældre. Forældrene vælger positivt Næshøjskolen til og er stolte af skolen.
Både elever og ansatte tager det personlige ansvar for, at der bliver handlet på de udfordringer, de møder på deres vej. Alle forsøger at leve op til deres egen del af det fælles ansvar.
Skolen har den rette blanding af seriøst arbejde og uhøjtidelig lethed.
Næshøjskolens fire kendetegn
Alle elever gennemgår i deres skoleforløb optimal udvikling - fagligt, personligt, kulturelt og socialt og er glade for at gå i skole.
Alle ansatte leverer arbejde af høj faglig kvalitet og er glade for deres arbejde - og deres kolleger.
Organisationen omstiller sig hurtigt til skiftende betingelser - men tager også stilling.
Næshøjskolen er et kulturelt centrum for Harlev og omegn.