På mellemtrinnet arbejdes der videre med de kendte fag fra indskolingen, men abstraktionsniveauet i fagene bliver større på mellemtrinnet.  

Eleverne skal arbejde med opgaver der øver dem i at forbinde deres basisviden og færdigheder med egne meninger og tanker. Der arbejdes i højere grad i grupper for at elevernes viden bringes til debat blandt hinanden. Fremlæggelser og præsentation af emner og lært stor øves i større grad end tidligere.  

På mellemtrinnet arbejdes der med elevernes egen indsigt i egen udvikling fagligt og socialt. Gennem elevsamtaler og feedback fra lærerne, arbejdes der gensidigt med elevernes læringprogression. Vi vægter at læringen, både socialt og fagligt, sker i fællesskabet, for det er i sammenspil med andre, at elevernes egen udvikling og viden sættes i spil og udvikles. 

Eleverne vil i større og større grad inddrages i medansvar for deres læring. Dette gælder både arbejde med lektier, deltagelse i undervisningen og det sociale ansvar for fællesskabet. 

Eleverne vil møde nye fag som Håndværk og Design, Madkundskab, svømning og Tysk som det andet fremmedsprog. 

Din rolle som forælder til et barn på mellemtrinnet 

I 4.-6. klasse handler din rolle som forælder om at fastholde dit barns fokus på skolen. Mange elever i indskolingen er ivrige efter at lære at læse og øve sig på de forskellige fag. På mellemtrinnet kan koncentration og fordybelse omkring det faglige til tider være vanskeligt, fordi kammerater og fritidsaktiviteter fylder mere og mere.

Forsøg at finde en balance, hvor du er opmærksom og stiller krav til dit barn i forhold til barnets skolegang, samtidig med at du ikke hjælper for meget. Det er lærerigt og udviklende for dit barn at møde både faglige og sociale udfordringer i skolen, som kræver en ekstra indsats.